Sales Consultant

Sales Consultant søges til Mindmill

Får du energi af at sætte mål – og endnu mere af at nå dem? Elsker du at møde nye mennesker og opbygge stærke relationer? Har du altid ja-hatten på, og driver det dig at vinde folk over og overbevise andre om hvilken vej, der er den rigtige?

Så skal du læse videre!

Vi søger nemlig en Sales Consultant til vores interne salgsafdeling, som motiveres af at køre hele salgsprocessen fra A-Å – med backup fra et stærkt team. Du er drevet af at skabe resultater, og du trives i rollen som en der åbner døre, skaber relationer og lukker aftalerne. Du sætter en dyd i at forstå dine kunders forretning og skabe værdi for dem.

Timer: Fuldtid

Tiltrædelse: 1/9-2025

Arbejdssted: Aarhus

Hvem er du?

Hvis du kan genkende dette, så er det dig vi leder efter!

  • Du motiveres af at nå dine mål – og når du har nået ét, kaster du dig energisk over det næste. Du er drevet af resultater og har et naturligt ønske om at være blandt de bedste.

  • Du nyder at møde nye mennesker og har let ved at skabe tillid og dialog. Dine relationer er langvarige, fordi du oprigtigt interesserer dig for andre.

  • Du har et positivt livssyn og en stærk tro på, at tingene kan lade sig gøre – også når det bliver udfordrende. Du rejser dig hurtigt og søger konstruktivt efter næste skridt.

  • Du tager ansvar seriøst og ser det som en selvfølge at overholde aftaler og levere til tiden. Pålidelighed og integritet er en del af din natur.

  • Du udstråler selvtillid og ro – egenskaber, som smitter positivt af på dine omgivelser. Du ser mulighederne i tide og er ofte et skridt foran i planlægningen.

Forventninger i rollen

Hvad vi forventer af dig:

  • Har lyst til at arbejde med salg og motiveres af at tage kontakt til nye mennesker – du trives i dialogen og ser muligheder i relationer.

  • Har praktisk erfaring med salg – det vigtigste er ikke mange års erfaring, men at du har prøvet det af og ved, at det er noget for dig.

  • Finder det naturligt motiverende at arbejde med opsøgende salg og har brug for at se fremdrift og skabe resultater i din hverdag.

  • Behersker dansk på professionelt niveau – både mundtligt og skriftligt.

  • Har kørekort og adgang til egen bil, da der på sigt vil være kundemøder rundt omkring i hele landet.

Dine ansvarsområder vil være:

  • At drive hele salgsprocessen hos os selv – fra første kontakt til underskrevet aftale. Du forbereder dig grundigt, tager initiativ, booker og afholder møder med potentielle kunder. Du er skarp til behovsafdækning og formår at præsentere løsninger, der skaber reel værdi. Du udarbejder tilbud og forhandler kontrakter sikkert i mål.

  • At opsøge nye forretningsmuligheder og tage kontakt til potentielle kunder – hvad enten det er via telefon, LinkedIn eller dit professionelle netværk. Du gør dit hjemmearbejde og møder altid dine kontakter med respekt og relevans. Du trives med at tage første skridt og åbne dørene.

  • At dokumentere dine salgsaktiviteter i HubSpot og sikre løbende opfølgning. Du arbejder struktureret og sikrer, at du altid har overblik over din pipeline og holder salgsprocessen i gang.

  • At bidrage aktivt til teamets samlede succes. Du deler din energi, dine idéer og din lyst til at lykkes – og du ved, at de bedste resultater skaber vi sammen.

Om Mindmill og teamkulturen

Vi er et kommercielt konsulenthus for B2B-virksomheder.

B2B virksomheder vælger Mindmill som strategisk og operationel marketingpartner, til udvikling og eksekvering af kommercielle vækststrategier, samt digitalisering af salg og marketing.

I teamet indgår 2 dygtige og behagelige salgsmedarbejdere, som prioriterer det gode samarbejde og at supplere hinandens kompetencer. Der er et højt niveau af god energi, humor og faglig stolthed. Og når vi ikke leverer til kunderne, slapper vi af med et spil bordtennis eller Tekken.

Vi har månedlig fredagsbar, årlig sommerfest og julefrokost og løbende arrangementer som brætspilsaften, morgenpadel, spontan pizza og fadølsanlæg og lignende initiativer.

Kulturen hos os er en god blanding af en morgenhilsen ved kaffemaskinen, og et fælles drive om at levere service fra den øverste skuffe. Vi er både sociale og hårdtarbejdende, fordi vi mener man godt kan have det sjovt, imens man leverer 100%.

Vi tilbyder

  • Frihed under ansvar – og vi mener det. Du får stor tillid og handlerum til selv at løse dine opgaver.

  • Fleksibilitet i planlægningen af din arbejdsdag og dine opgaver. Efter onboardingforløbet på 2–3 måneder har du frihed til selv at planlægge, hvordan du løser dine arbejdsopgaver.

  • Et arbejdsmiljø med fokus på dig som individ. Vi gør en aktiv indsats for at forstå dine styrker og præferencer, så vi kan skabe de bedste rammer for dig – både i opgaveløsning, ledelse og teamkultur.

  • Løn efter kvalifikationer

Test i rekrutteringsprocessen

I rekrutteringsprocessen bruger vi talenttest. Du vil derfor i løbet af processen modtage et link til testen.

I testen handler det ikke om at svare rigtigt eller forkert, men om at afdække hvorvidt din naturlige adfærd og styrker matcher den kontekst du skal arbejde i.

Sådan ansøger du

Sådan ansøger du

Send ansøgning på mail til nepe@mindmill.dk med overskriften “Sales Consultant”.

Spørgsmål

Har du øvrige spørgsmål, så kontakt venligst:

Neno Petkovic

CEO & Partner

Mail: nepe@mindmill.dk

Tilbage til oversigten